L 198 Forslag til lov om ændring af lov om projektering af jernbaneanlæg København-Ringsted.

Af: Trafikminister Jacob Buksti (S)
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Trafikudvalget (TRU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh

Loven ophæver projekteringsloven vedrørende den ny banelinje fra København til Ringsted og giver ministeren bemyndigelse til at projektere en omlægning af lokaltrafikken mellem Høje-Taastrup og Roskilde, som giver mulighed for S-togsdrift på denne strækning, og videreførelse af S-togsforbindelsen til Kastrup.

Endvidere får ministeren bemyndigelse til at foretage arealreservationer med henblik på en udbygning af banelinjen mellem Hvidovre og Høje-Taastrup med et femte spor og til at foretage arealreservationer med henblik på et eventuelt fremtidigt anlæg af en banestrækning mellem København og Ringsted via Køge.

Det fremgik af bemærkningerne, at et væsentligt motiv for fremsættelsen af lovforslaget var at mindske usikkerheden hos en række beboere og ejendomsejere langs de stipulerede korridorer.

Lovforslaget vedtaget med 88 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV, KRF, Mogens Andreasen (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)) mod 13 (Sonja Mikkelsen (S), SF og EL).
Partiernes ordførere
Søren Hansen (S), Mogens Andreasen (UFG), Svend Heiselberg (V), Brian Mikkelsen (KF), Margrete Auken (SF), Inger Marie Bruun-Vierø (RV), Birthe Skaarup (DF), Arne Melchior (CD), Ole M. Nielsen (KrF) og Søren Kolstrup (EL)