L 170 Forslag til lov om ændring af lov om økonomisk støtte til politiske partier m.v.

(Frister for ansøgning om og udbetaling af tilskud, præcisering af anvendelseskravet, straf for urigtige erklæringer m.v.).

Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Beh sammen: L 170 og L 171.

Efter 1.beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen (UFO).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Efter loven kan udbetaling af tilskud på grundlag af deltagelse i folketingsvalg kun ske i det omfang, tilskudsmodtageren påregner at afholde udgifter til politisk arbejde her i landet i det kalenderår, tilskuddet vedrører. Ikke anvendte tilskud i seneste forudgående kalenderår skal fradrages ved udbetalingen af tilskud for det aktuelle kalenderår.

Endvidere kan tilskud fremtidig udbetales, så snart tilskudsyderen har konstateret, at betingelserne for udbetaling er opfyldt. Herefter kan en tilskudsmodtager få udbetalt tilskud straks ved kalenderårets start. Før tilskud kan udbetales, skal der dog foreligge erklæringer fra tilskudsmodtageren om, hvilke udgifter der mindst påregnes afholdt til politiske aktiviteter i det aktuelle år, dels en erklæring om, hvilke udgifter til politisk arbejde der har været afholdt i det senest forløbne kalenderår.

Tilsvarende ændringer gennemføres samtidig for den amtskommunale og kommunale partistøtteordning.

Lovforslaget, der var udarbejdet af Indenrigsministeriet, blev fremsat af folketingspartiernes gruppeformænd.

Ved et ændringsforslag stillet af Udvalget for Forretningsordenen blev der givet Rigsrevisionen adgang til at få forelagt regnskabsmateriale fra en modtager af statslig støtte. Rigsrevisor fik således adgang til at foretage finansiel kontrol af forvaltningen af de ydede statsstøttemidler, mens der ikke blev fundet behov for, at rigsrevisor skal udøve forvaltningsrevision, idet partiernes egne revisorer skal foretage denne.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 109 stemmer.
Partiernes ordførere
Helge Mortensen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Henning Grove (KF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jann Sjursen (KrF) og Jette Gottlieb (EL)