L 113 Forslag til lov om et indberetningssystem for oplysning om løn m.v.

(LetLøn).

Af: Erhvervsminister Pia Gjellerup (S)
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indfører et fælles elektronisk indberetningssystem for oplysning om løn m.v. kaldet LetLøn. Virksomheder og offentlige myndigheder m.m., som ved udbetalinger er forpligtet til at indeholde A-skat og forskellige bidrag, kan tilmelde sig systemet og derved opnå kun at skulle indberette oplysninger og foretage betalinger til ét sted, benævnt modtagecentret. Modtagecentret videresender oplysninger og betalinger til de rette instanser.

I tilknytning til modtagecentret oprettes et datawarehouse, som samler de indberettede oplysninger og stiller dem til rådighed for blandt andet statslige og kommunale myndigheder.

Lovforslaget blev fremsat som led i finanslovaftalen for år 2000.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med lovforslaget var at lette virksomhedernes lønadministration.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF, FRI og Mogens Andreasen (UP)) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Svend Erik Hovmand (V), Mogens Andreasen (UFG), Brian Mikkelsen (KF), Ole Sohn (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Egil Møller (DF), Sonja Albrink (CD), Ole M. Nielsen (KrF), Søren Kolstrup (EL) og Thorkild B. Fransgaard (FRI)