L 111 Forslag til lov om ændring af lov om social pension.

(Ophævelse af reglen om tillæg for fiktiv indtægt og ændring af regler for beregning af pensionstillæg til gifte m.v.).

Af: Socialminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Beh sammen: L 108, L 109, L 110 og L 111.

Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven ophæver reglen om, at det indtægtsgrundlag, der er udgangspunkt for beregning af folke- og førtidspension, kan tillægges et beløb for fiktiv indtægt, hvis pensionisten har forringet sin økonomiske situation ved bortgivelse eller lignende. Der indføres desuden en mere lempelig indtægtsregulering ved beregning af pensionstillæg til pensionister, der er gift eller samlevende med en person, der ikke modtager social pension.

Lovforslaget var et led i aftalen mellem satspuljepartierne om udmøntningen af satspuljen for 2001. Lovforslagets hensigt var at forbedre de økonomiske forhold for folke- og førtidspensionister.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 108 stemmer.
Partiernes ordførere
Grete Schødts (S), Erik Larsen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Kristen Touborg (SF), Anders Samuelsen (RV), Aase D. Madsen (DF), Annie Lunde Hansen (CD), Jette Gottlieb (EL) og Tove Videbæk (KrF)