F 7 Hvad kan regeringen oplyse om dansk Europapolitik efter folkeafstemningen?

Til: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV) Statsminister og Poul Nyrup Rasmussen (S)
Samling: 2000-01
Status: Foretaget
Under forhandlingen fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 13. Af Claus Larsen-Jensen (S), Charlotte Antonsen (V), Lene Espersen (KF), Susanne Clemensen (CD) og Elisabeth Arnold (RV).

Fremsat .............. FF 1462
Vedtaget .............. FF 1503

V 14. Af Kristian Thulesen Dahl (DF).

Fremsat .............. FF 1466
Bortfaldet ............. FF 1504

V 15. Af Frank Dahlgaard (UP).

Fremsat .............. FF 1467
Bortfaldet ............. FF 1504

V 16. Af Keld Albrechtsen (EL).

Fremsat .............. FF 1470
Bortfaldet ............. FF 1504

V 17. Af Holger K. Nielsen (SF).

Fremsat .............. FF 1482
Bortfaldet ............. FF 1504

Fuld tekst:

V 13. Af Claus Larsen-Jensen (S), Charlotte Antonsen (V), Lene Espersen (KF), Susanne Clemensen (CD) og Elisabeth Arnold (RV):

»Folketinget konstaterer, at Danmark har en afgørende interesse i at søge maksimal indflydelse på EU's udvikling og udformningen af Europas fremtid og noterer sig,

— at regeringen arbejder for, at regeringskonferencen afsluttes i Nice med et resultat, der sikrer, at EU for sit vedkommende er klar til optagelse af nye medlemslande ved udgangen af 2002,

— at udvidelsesforhandlingen bør tilrettelægges, så de muliggør en hurtig og bred udvidelse, hvilket er helt afgørende for at skabe et helt og udelt Europa,

— at samarbejdet i EU i de kommende år bør skabe synlige resultater for de europæiske befolkninger gennem opbygning af et bæredygtigt videnssamfund, der sikrer fuld beskæftigelse, velstand og velfærd,

— at regeringen vil deltage aktivt i videreudviklingen af EU og bidrage til en klarere arbejdsdeling og et enklere traktatgrundlag i et åbent og demokratisk europæisk samarbejde, og

— at regeringen vil arbejde for, at en eventuel ny regeringskonference også får deltagelse af de første nye medlemslande.«

V 14. Af Kristian Thulesen Dahl (DF):

»Idet Folketinget konstaterer, at regeringen på ingen måde har magtet at bygge bro efter folkeafstemningen den 28. september 2000, samt at regeringen i sin EU-politik ikke har imødekommet det flertal af befolkningen, som stemte nej, udtaler Folketinget sin mistillid til regeringen.«

V 15. Af Frank Dahlgaard (UP):

»Idet Folketinget konstaterer,

— at regeringens europolitik er blevet underkendt af et klart flertal i den danske befolkning ved folkeafstemningen den 28. september 2000,

— at de økonomiske vismænd i deres netop offentliggjorte rapportresumé fastslår, at de økonomiske udsigter for Danmark i de kommende år ikke er blevet påvirket negativt af afstemningsresultatet, og at dansk økonomi er i topform,

— at det seneste forslag til ændring af EU-traktaten sigter på at indføre flertalsafgørelser på en lang række nye områder, hvorved vetoretten for det enkelte EU-land afskaffes på nye områder og den nationale suverænitet dermed yderligere undergraves,

— at et udvidet EU baseret som et samarbejde mellem selvstændige lande selvfølgelig kan fungere uden yderligere begrænsninger i vetoretten for det enkelte EU-land, og

— at der er tradition i Danmark for, at ændringer af EU-traktaten skal til folkeafstemning, opfordrer Folketinget regeringen til at lade Nicetraktaten komme til en folkeafstemning i Danmark.«

V 16. Af Keld Albrechtsen (EL):

»Idet Folketinget finder,

— at vedtagelsen af en Nicetraktat på det foreliggende grundlag vil forstærke udviklingen frem mod en EU-forbundsstat og samtidig vil øge risikoen for en skævdeling af Europa,

— at ingen Nicetraktat derfor vil være bedre end en traktat, hvis konsekvenser på bl.a. det handelspolitiske, det sociale og det skattepolitiske område og arbejdsmarkedet ingen kan overskue,

og idet Folketinget erindrer om regeringens løfter forud for folkeafstemningen den 28. september i år, opfordrer Folketinget regeringen til

— at foreslå en udsættelse af EU's regeringskonference, indtil der har været afholdt en konference for alle europæiske lande om formerne for det fremtidige europæiske samarbejde

— og såfremt dette ikke kan opnå tilslutning, at nedlægge veto mod vedtagelsen af en Nicetraktat.«

V 17. Af Holger K. Nielsen (SF):

»Folketinget konstaterer, at et flertal i den danske befolkning på baggrund af ØMU-nejet ikke ønsker at deltage i en vidtgående unionsudvikling, at resultatet af folkeafstemningen er udtryk for en betydelig splittelse i befolkningen samt mellem et flertal af befolkningen og et flertal i Folketinget. Folketinget lægger vægt på, at der fra alle sider gøres en aktiv indsats for at skabe en dansk europapolitik, der sikres bred folkelig opbakning.

Regeringen opfordres derfor til at igangsætte arbejdet med en hvidbog, som skal analysere,

— hvordan en ny dansk EU-politik kan formuleres, så der bliver bred folkelig opbakning bag projektet,

— hvilken placering Danmark på det nye grundlag skal have i det europæiske samarbejde, og

— på hvilke områder i EU-samarbejdet Danmark på det nye grundlag i særlig grad skal satse på at få indflydelse.

Hvidbogen udarbejdes af uafhængige eksperter, som nyder bred tillid i Folketinget. Hvidbogen skal føre til en styrket folkelig diskussion og et nyt grundlag for den danske europapolitik.«

Afstemning:

V 13 vedtaget med 83 stemmer (S, V, KF, CD og RV) mod 12 (DF, EL, FRI og Frank Dahlgaard (UP)); 12 (SF, KRF og Mogens Andreasen (UP)) stemte hverken for eller imod.

V 14, V 15, V 16 og V 17 var hermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Claus Larsen-Jensen (S), Charlotte Antonsen (V), Lene Espersen (KF), Holger K. Nielsen (SF), Elisabeth Arnold (RV), Kristian Thulesen Dahl (DF), Susanne Clemensen (CD), Frank Dahlgaard (UFG), Keld Albrechtsen (EL) og Jann Sjursen (KrF)