F 61 Hvad kan regeringen oplyse om det russiske styres overgreb i Tjetjenien og om regeringens anstrengelser for at få lagt pres på Rusland for at få stoppet disse overgreb?

Til: Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S)
Samling: 2000-01
Status: Foretaget
Minister: Udenrigsministeren (Mogens Lykketoft).

Under forhandlingen fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 119. Af Søren Søndergaard (EL) og Villy Søvndal (SF).

Fremsat ............. FF 8269
Bortfaldet ............. FF 8286

V 120. Af Jeppe Kofod (S), Hanne Severinsen (V), Per Stig Møller (KF), Egil Møller (DF), Ebbe Kalnæs (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Jann Sjursen (KRF).

Fremsat ............. FF 8270
Vedtaget .............. FF 8286

Fuld tekst:

V 119. Af Søren Søndergaard (EL) og Villy Søvndal (SF):

»Folketinget konstaterer, at Rusland fortsætter sine overgreb i Tjetjenien og på den tjetjenske befolkning. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at efterleve de anbefalinger, som Folketinget vedtog i forbindelse med forespørgselsdebatten den 20. januar 2000 om »Hvordan kan Danmark bidrage til, at Ruslands krig i Tjetjenien standses.««

V 120. Af Jeppe Kofod (S), Hanne Severinsen (V), Per Stig Møller (KF), Egil Møller (DF), Ebbe Kalnæs (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Jann Sjursen (KRF):

»Folketinget tager regeringens redegørelse om konflikten i Tjetjenien til efterretning og udtrykker sin stærke bekymring over de vedvarende rapporter om Ruslands alvorlige brud på menneskerettigheder og humanitære principper.

De russiske skridt til at nedskære den militære indsats og genopbygge strukturerne i Tjetjenien er velkomne, men ikke tilstrækkelige. Folketinget opfordrer regeringen til direkte og igennem det internationale samfund fortsat at arbejde for at få de russiske myndigheder til at standse den uforholdsmæssige magtanvendelse, sikre overholdelsen af menneskerettighederne og humanitære principper, drage de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelserne til ansvar, beskytte de internt fordrevne, skabe sikre forhold for de internationale nødhjælpsorganisationer og til sammen med den repræsentative del af den tjetjenske side tilvejebringe en politisk løsning på konflikten.

Endvidere opfordres regeringen til at arbejde for en kraftig afstandtagen fra den russiske krigsførelse i EU's kontakter med Rusland under henvisning til den indgåede samarbejdsaftale, der forudsætter respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Folketinget opfordrer den tjetjenske side, herunder de tjetjenske ledere, til at tage afstand fra terrorisme og respektere humanitære principper.«

Afstemning:

V 120 vedtaget med 92 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV, KRF, Mogens Andreasen (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP)); 11 (SF og EL) stemte hverken for eller imod.

V 119 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Jeppe Kofod (S), Hanne Severinsen (V), Per Stig Møller (KF), Villy Søvndal (SF), Anders Samuelsen (RV), Egil Møller (DF), Ebbe Kalnæs (CD), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KrF)