F 45 Hvad kan regeringen oplyse om sin forhandlingslinje frem til den 4. ministerkonference i Verdenshandelsorganisationen, WTO?

Af: Jørn Jespersen (SF) , Margrete Auken (SF) og Jes Lunde (SF)
Til: Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S)
Samling: 2000-01
Status: Foretaget
Under forhandlingen fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 96. Af Jørn Jespersen (SF).

Fremsat .............. FF 7109
Bortfaldet .............. FF 7330

V 97. Af Claus Larsen-Jensen (S), Charlotte Antonsen (V), Lene Espersen (KF), Egil Møller (DF), Ebbe Kalnæs (CD) og Elisabeth Arnold (RV).

Fremsat .............. FF 7112
Vedtaget ............... FF 7330

V 98. Af Keld Albrechtsen (EL).

Fremsat .............. FF 7129
Bortfaldet .............. FF 73 30

Fuld tekst:

V 96. Af Jørn Jespersen (SF):

»Folketinget henviser til tidligere vedtagelser om international handel, navnlig V 12 af 23. april 1998 og V 81 af 11. maj 1999, og opfordrer regeringen til i EU og WTO at arbejde for,

— at handelen med landbrugsvarer liberaliseres hurtigst muligt, herunder at eksportsubsidier og handelsforvridende landbrugsstøtte og toldmure afskaffes,

— at ulandene får mulighed for at beskytte og støtte landbrugsproduktion til forsyning af egen befolkning, jf. mange ulandes forslag om en »fødevaresikkerhedsboks« i landbrugsaftalen,

— at Marrakeshløftet indfries og styrkes, så de fattigste ulande kompenseres for stigninger i verdensmarkedspriserne på landbrugsvarer,

— at der indledes forhandlinger om ændring af bestemmelser i TRIPS-aftalen, som hæmmer udviklingen i den tredje verden, herunder internationale mål for fattigdomsbekæmpelse,

— at der indgås aftaler i WTO om at gøre den finansielle bistand til kapacitetsopbygning i ulandene, herunder bistand til at implementere og drage fordel af eksisterende WTO-aftaler og markedsåbninger samt bistand til at deltage på lige fod i det almindelige WTO-arbejde og i en kommende forhandlingsrunde om handelsliberaliseringer,

— at der i forbindelse med næste forhandlingsrunde indgås en bindende aftale om teknisk og økonomisk bistand til verdens fattigste lande for at hjælpe dem til at indgå i verdensøkonomien,

— at fastholde målsætninger på miljøområdet om forsigtighedsprincippet, internationale miljøaftaler og miljømærkningsordninger.

Regeringen opfordres til at arbejde for, at der på WTO's 4. ministerkonference træffes beslutninger, som sikrer, at TRIPS-aftalen ikke kommer til at stå i vejen for ulandenes adgang til import og kopiproduktion af livsnødvendig medicin, herunder aids-medicin.

Endvidere bør de officielle forhandlinger på ministerkonferencen tilrettelægges, så alle WTO's medlemmer har reel mulighed for at deltage, og så såvel intern som ekstern transparens fremmes.«

V 97. Af Claus Larsen-Jensen (S), Charlotte Antonsen (V), Lene Espersen (KF), Egil Møller (DF), Ebbe Kalnæs (CD) og Elisabeth Arnold (RV):

»Folketinget henviser til vedtagelserne om international handel, navnlig V 12 af 23. april 1998, V 81 af 11. maj 1999 samt V 16 af 4. november 1999, og opfordrer regeringen til i samspil med Folketingets Europaudvalg aktivt at støtte igangsætning af en omfattende WTO-forhandlingsrunde, hvor der arbejdes for,

— at de mindst udviklede lande hurtigst muligt får helt fri markedsadgang gennem bl.a. afskaffelse af handelsforvridende landbrugsstøtte, under hensyn til at udviklingslandene kan opretholde/sikre en vis landbrugsproduktion til forsyning til egen befolkning

— at der gives øget teknisk og økonomisk bistand til verdens fattigste lande til at indgå i verdensøkonomien, herunder til deres deltagelse i WTO,

— at handelspolitikken støtter fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene,

— at det i TRIPS-aftalerne sikres, at udviklingslandene gives adgang til medicin,

— at der findes WTO-medholdelige løsninger på handelstvisterne mellem EU og USA,

— at der skabes større gennemsigtighed og åbenhed i WTO's arbejde samt etableres en parlamentarisk forsamling i WTO.«

V 98. Af Keld Albrechtsen (EL):

»Folketinget opfordrer hermed regeringen til i forbindelse med WTO's ministerkonference i Qatar at arbejde for,

— at der ikke optages forhandlinger i WTO om nye emner såsom investeringer, konkurrencepolitik og offentlige indkøb,

— at de multilaterale miljøaftaler får forrang for WTO-reglerne,

— at GATS-aftalen fastholdes som en »bottom up«-aftale, og at forpligtelser til liberaliseringer bliver ikkebindende,

— at der i WTO alene fastsættes minimumsstandarder på fødevareområdet,

— at forslag fra gruppen af afrikanske lande om patent på liv samt om patent på medicin imødekommes,

— at de mindst udviklede lande ikke skal implementere TRIPS- og TRIMS-aftalen, før en genforhandling har fundet sted,

— at udviklingslandene og fødevareimporterende lande ydes erstatning for tab i forbindelse med Uruguayrunden, og

— at der gennemføres løbende vurderinger af WTO-aftalernes indvirkning på miljøet og indvirkning på rigdommenes fordeling og sociale rettigheder.«

Afstemning:

V 97 vedtaget med 104 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF og Thorkild B. Fransgaard (UP)) mod 3 (EL).

V 96 og V 98 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Claus Larsen-Jensen (S), Charlotte Antonsen (V), Lene Espersen (KF), Jørn Jespersen (SF), Elisabeth Arnold (RV), Egil Møller (DF), Ebbe Kalnæs (CD), Jann Sjursen (KrF) og Keld Albrechtsen (EL)