Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 30. Af Jørn Jespersen (SF), Niels Bloch Jespersen (S), Ebbe Kalnæs (CD) og Vibeke Peschardt (RV).
Fremsat .............. FF 1974
Vedtaget .............. FF 2008
V 31. Af Keld Albrechtsen (EL):
Fremsat .............. FF 1996
Bortfaldet ............. FF 2009
Fuld tekst:
V 30. Af Jørn Jespersen (SF), Niels Bloch Jespersen (S), Ebbe Kalnæs (CD) og Vibeke Peschardt (RV):
»Idet Folketinget understreger vigtigheden af at holde fremdriften i udvidelsesprocessen og af en miljømæssigt bæredygtig udvikling, opfordres regeringen til i de igangværende tiltrædelsesforhandlinger og i den danske miljøstøtte til kandidatlandene at lægge vægt på, at
— kandidatlandene hurtigst muligt optages i EU under opfyldelse af Københavnkriterierne,
— kandidatlandene inddrages i EU's arbejde med at udvikle væsentlige strategier og politikker på miljøområdet,
— kandidatlandene holder tempoet i reformprocessen, bl.a. for at bidrage til, at eventuelle overgangsordninger, især på miljøområdet, bliver så korte som muligt. Med henblik herpå styrkes den bilaterale miljøstøtte til Central- og Østeuropa, for så vidt angår EU-tilnærmelsen og herunder indsatsen for at integrere miljøhensyn i de vigtigste vækstsektorer (landbrug, energi og transport),
— kandidatlandene gennemfører EU's miljøregler i deres nationale lovgivning inden tiltrædelsen. Eventuelle overgangsordninger skal være begrænsede i tid og rækkevidde samt ledsaget af gennemførelses- og finansieringsplaner,
— gennemførelse af EU's rammelovgivning og foranstaltninger vedrørende internationale konventioner samt integration af principperne for en bæredygtig udvikling i sektorpolitikkerne prioriteres i førtiltrædelsesperioden samt i relation til optagelsesforhandlingen,
— prioritere bevarelsen af de store natur- og miljømæssige værdier i Central- og Østeuropa,
— der sker en styrkelse af opbygningen af det civile, herunder det videnskabelige, samfund, offentlig deltagelse, adgang til information, offentlige høringsprocesser og inddragelse af ngo'er.«
V 31. Af Keld Albrechtsen (EL):
»Idet Folketinget konstaterer, at EU's krav til ansøgerlandene på miljøområdet ikke er gennemførlige på de nuværende vilkår, og at ingen udvidelse af EU er at foretrække frem for en udvidelse på urimelige betingelser, opfordrer Folketinget regeringen til i EU at arbejde for
— at ansøgerlandene kan sikre en hurtig efterlevelse af miljøkravene på vilkår, som gør dette økonomisk og fysisk muligt
— at foreslå en genforhandling af EU's »Dagsorden 2000«, som sikrer øgede midler til de fattigste europæiske lande efter behov,
— at EU omlægger midlerne i de eksisterende strukturfonde, så disse i langt højere grad bruges til bistand til de fattigste europæiske lande, herunder med støtte til hurtig afvikling af atomkraft, øjeblikkelig lukning af Ignalina- og Tjernobylværkerne og omfattende investeringer i kollektiv trafik, genbrugssystemer, energibesparelser og vedvarende energi,
— at EU i forbindelse med en afvikling af landbrugsstøtten overfører betragtelige beløb til omlægningen af landbruget i Central- og Østeuropa til sikring af et landbrug uden brug af pesticider og kunstgødning.«
Afstemning:
V 30 vedtaget med 56 stemmer (S, SF, CD, RV og KRF) mod 44 (V, KF, DF, FRI og Mogens Andreasen (UP)); 3 (EL) stemte hverken for eller imod.
V 31 var dermed bortfaldet.