B 150 Forslag til folketingsbeslutning om dansk nej til harmonisering af skatter og afgifter i EU.

Af: Keld Albrechtsen (EL) , Frank Aaen (EL) og Søren Kolstrup (EL)
Samling: 2000-01
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at meddele EU,

- at Danmark sagde nej til Europa-Kommissionens planer om skatteharmonisering,

- at Danmark sagde nej til forstærket samarbejde på skatte- og afgiftsområdet og nægtede at deltage i noget sådant,

- at den danske regering, i tilfælde af at EF-Domstolen underkendte de danske regler, ville være indstillet på at lade danske domstole afgøre, om en EF-retsakt var uanvendelig i Danmark, idet den ville ligge uden for suverænitetsafgivelsen ifølge tiltrædelsesloven.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at det danske skattesystem efter forslagsstillernes opfattelse nu blev sat under stærkt pres fra EU.

Ifølge forslagsstillerne havde regeringen i et notat foretaget en udvidende dansk traktatfortolkning, hvorved Danmark ville kunne trækkes ind i et forstærket samarbejde om direkte skatter, uden at man spurgte befolkningen. Denne uklare juridiske situation ville der kunne ryddes op i, ved at regeringen fulgte opfordringerne i beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Claus Larsen-Jensen (S), Jens Rohde (V), Lene Espersen (KF), Knud Erik Hansen (SF), Elisabeth Arnold (RV), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Keld Albrechtsen (EL)