Under forhandlingen fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse*):
V 84. Af Christian Mejdahl (V), Lene Espersen (KF), Christian H. Hansen (DF), Annie Lunde Hansen (CD), Ole M. Nielsen (KRF) og Thorkild B. Fransgaard (FRI).
Fremsat .............. FF 7252
Forkastet .............. FF 7286
V 85. Af Jørn Jespersen (SF) og Keld Albrechtsen (EL).
Fremsat .............. FF 7260
Forkastet .............. FF 7286
V 84. Af Christian Mejdahl (V), Lene Espersen (KF), Christian H. Hansen (DF), Annie Lunde Hansen (CD), Ole M. Nielsen (KRF) og Thorkild B. Fransgaard (FRI):
»Folketinget tager regeringens redegørelse for fødevareerhvervet til efterretning og noterer sig, hvad fødevareerhvervet kan forvente sig fra regeringen, men pålægger samtidig regeringen i takt med liberaliseringen og en mere markedsorienteret landbrugs- og fiskeripolitik
- at iværksætte omkostningslettelser, der gør det muligt for fødevareerhvervet at opretholde konkurrenceevnen, og
- at gennemføre en regelsanering, der fremmer fødevareerhvervets virkelyst, dynamik og udvikling til gavn for erhvervets udøvere og for forbrugerne.«
V 85. Af Jørn Jespersen (SF) og Keld Albrechtsen (EL):
»Folketinget opfordrer regeringen til
- at gennemføre den økologiske aktionsplan i sit fulde omfang og igangsætte et udviklingsarbejde for at forbedre de økologiske regler,
- at udarbejde en samlet plan for omlægning af det intensiverede og industrialiserede landbrug til et landbrug, som baserer sig på kvalitet i såvel produktion som produkter,
- at styrke indsatsen væsentligt for at integrere miljø og natur i landbrugs- og fiskeripolitikken,
- at sætte fokus på sammenhængen mellem landbrugspolitikken, støtteordninger og folkesundhed,
- at arbejde for langt bedre muligheder for lokal produktion og afsætning af økologiske fødevarer,
- at arbejde for langt bedre forbrugerinformation via styrket offentliggørelse af kontrolresultater og en forstærket indsats mod vildledning og
- at arbejde for et højt niveau for forbrugerbeskyttelse uanset udviklingen i verdenshandelen.«
Afstemning:
V 84 forkastet med 49 stemmer (V, KF, DF, CD, KRF og FRI) mod 53 (S, SF, RV og EL).
V 85 forkastet med 11 stemmer (SF og EL) mod 93 (S, V, KF, DF, CD, RV, KRF og FRI).
*) Ifølge Folketingets forretningsordens § 19, stk. 5, kan der ved forhandlingen om en redegørelse - bortset fra statsministerens redegørelse for rigets almindelige stilling ved folketingsårets begyndelse - ikke træffes beslutning, medmindre redegørelsen behandles sammen med en forespørgsel om samme emne. I så fald fremsættes et forslag til vedtagelse til redegørelsen og forespørgslen under ét. I disse 3 tilfælde behandledes henholdsvis redegørelse R 14 sammen med forespørgsel F 35, redegørelse R 15 sammen med forespørgsel F 57 og redegørelse R 16 sammen med forespørgsel F 62 (se denne årbogs afsnit 15).