L 34 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

(Ustøttede private andelsboliger, forlængelse med samtidig aftrapning af særstøtte til visse ungdomsboliger, ophævelse af kvote for servicearealer).

Af: By- og boligminister Jytte Andersen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven giver kommunerne mulighed for at yde delvis garanti for realkreditlån til opførelse af andelsboliger. Derudover forlænges de særlige midlertidige støtteordninger efter lovens § 99 til visse ungdomsboliger og enkeltværelser, og samtidig med forlængelsen aftrappes ordningen. Endvidere ophæves kvoteordningen for servicearealtilskud til eksisterende ældreboliger.

Det fremgik af bemærkningerne, at hensigten med kommunernes mulighed for at yde garanti til realkreditlån til opførelse af andelsboliger var at fremme etableringen af ustøttede private andelsboliger, og at baggrunden for forlængelsen af den særlige støtteordning til ungdomsboliger og enkeltværelser var, at et bortfald af ordningen ville betyde væsentlige relative lejestigninger.

Endelig fremgik det af bemærkningerne, at ophævelsen af kvoteordningen for servicearealtilskud skulle forenkle sagsbehandlingen væsentligt for kommunerne.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, EL, KRF og Frank Dahlgaard (UP)) mod 3 (FRI).
Partiernes ordførere
Carsten Hansen (S), Jens Hald (V), Egil Møller (DF), Pernille Sams (KF), Knud Erik Hansen (SF), Dorit Myltoft (RV), Annie Lunde Hansen (CD), Keld Albrechtsen (EL) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)