Beh sammen: L 256, L 257, L 258, L 259 og L 260.
Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.
Loven etablerer en bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering (AUF) bestående af repræsentanter for hovedorganisationerne på arbejdsmarkedet og de offentlige arbejdsgivere.
Loven fastlægger bestyrelsens kompetence i forhold til anvendelsen af statens tilskud til den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesindsats for de omfattede uddannelser. Eventuelle udgifter, der overstiger statens tilskud, skal dækkes af et kollektivt opkrævet arbejdsgiverbidrag.
De uddannelser, der er omfattet, er arbejdsmarkedsuddannelserne, erhvervsuddannelserne for voksne, deltidsuddannelse og enkeltfag efter lov om Åben Uddannelse og grunduddannelse for voksne. Det er bestyrelsen, der udmelder bevillingsrammerne til efteruddannelsesudvalgene, der derefter fordeler bevillingerne til uddannelsestederne.
Loven indskrænker antallet af efteruddannelsesudvalg til maks. 15.
Lovforslaget udgjorde et af de 5 lovforslag (L 256-L 260), som var fremsat af arbejdsministeren til udmøntning af den aftale, som regeringen i forbindelse med finansloven for 2000 havde indgået med Socialistisk Folkeparti og Centrum-Demokraterne om en voksen- og efteruddannelsesreform. Enhedslisten tilsluttede sig efterfølgende aftalen.
Hertil kom en række lovforslag (L 250-L 255), som var fremsat af undervisningsministeren.
Lovforslaget vedtaget med 61 stemmer (S, SF, CD, RV, EL og FRI) mod 42 (V, KF, DF, KRF og Frank Dahlgaard (UP)).