L 246 Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsaftaler.

(Beskyttelse af forsikringstager i visse tilfælde, hvor det senere viser sig, at forsikringstageren var syg, da en forsikring mod sygdom blev tegnet).

Af: Justitsminister Frank Jensen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer, at hvis en forsikringstager allerede ved tegning af en forsikring lider af en sygdom, som først viser sig eller bliver diagnosticeret i forsikringstiden, får vedkommende de fulde rettigheder, dersom en læge i forbindelse med tegningen af forsikringen har afgivet en erklæring om, at der ikke er grund til at tro, at forsikringstageren lider af den pågældende sygdom.

Baggrunden for lovforslaget var beslutningsforslag nr. B 12 fra folketingsåret 1998-99, jf. Årbog & Registre 1998-99 side 217.

Denne folketingsbeslutning havde baggrund i en højesteretsdom fra 1998, hvor et forsikringsselskab blev frifundet for et krav om dækning i henhold til en sygeforsikring. Forsikringstager havde været i god tro ved tegningen af forsikringen, men der var på tegningstidspunktet afgivet en forkert lægeerklæring, og risikoen herfor påhvilede således forsikringstager. Dette forhold blev ændret med lovforslaget.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 103 stemmer
Partiernes ordførere
Else Marie Mortensen (S), Inge Dahl-Sørensen (V), Peter Skaarup (DF), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Sonja Albrink (CD), Søren Søndergaard (EL) og Tom Behnke (FRI)