L 207 Forslag til lov om tilskud til undervisning i dansk som andetsprog for voksne.

Af: Indenrigsminister Karen Jespersen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer, at staten yder tilskud til kommunerne på 30 kr. pr. danskundervisningstime for kursister, som deltager i danskundervisning efter lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre, bortset fra kursister, der er omfattet af integrationsloven, eller forsikrede ledige, som deltager i tilbud efter lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget var en del af regeringens opfølgning på den samlede handleplan om bedre integration af utilpassede unge, der blev afgivet den 10. februar 2000 af regeringens ministerudvalg.

Lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, EL, KRF og Frank Dahlgaard (UP)) mod 11 (DF og FRI).
Partiernes ordførere
Karen J. Klint (S), Else Winther Andersen (V), Mogens Andreasen (DF), Knud Erik Kirkegaard (KF), Knud Erik Hansen (SF), Dorit Myltoft (RV), Ebbe Kalnæs (CD) og Tove Videbæk (KrF)