L 190 Forslag til lov om ændring af lov om en garantifond for indskydere og investorer.

(Bestyrelsesbeslutninger og større handlefrihed for Fonden ved afvikling af nødlidende institutter).

Af: Økonomiminister Marianne Jelved (RV)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven udvider Garantifonden for Indskydere og Investorers mulighed for at medvirke ved afviklingen af kriseramte institutter. Fonden får således adgang til at tilføre midler til og stille garantier for instituttets forpligtelser under instituttets fortsatte drift.

Den hidtidige regel, hvorefter Fondens bidrag ikke måtte overstige det skønnede tab i tilfælde af instituttets konkurs, erstattes af en regel, hvorefter Fonden som hovedregel altid skal vælge den løsning, der påfører Fonden færrest omkostninger.

Der indføres en vetoret, der giver et medlem af Fondens bestyrelse, som repræsenterer samme sektor som det nødlidende institut, ret til at modsætte sig, at Fonden indgår i afviklingen af instituttet. Instituttets indskydere og investorer dækkes i disse situationer på normal vis af Fonden.

Endelig indføres regler om tavshedspligt for Fondens bestyrelse og medarbejdere.

Det fremgik bl.a. af lovforslagets bemærkninger, at forslaget blev fremsat med henblik på at skabe et regelsæt, der sikrede, at Garantifonden kunne medvirke ved afviklingen af et kriseramt institut uden forudgående anmeldelse til Europa-Kommissionen i henhold til statsstøttereglerne.

Lovforslaget vedtaget med 55 stemmer (S, SF, RV, KRF og FRI) mod 42 (V, KF, CD, EL og Frank Dahlgaard (UP)); 9 (DF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Erik Larsen (V), Klaus Kjær (DF), Pernille Sams (KF), Knud Erik Hansen (SF), Morten Helveg Petersen (RV) og Frank Aaen (EL)