L 166 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service, lov om aktiv socialpolitik og lov om psykologer.

(Om sammensætningen af de sociale nævn m.v., Det Rådgivende Praksisudvalg, Det Sociale Råd, advokatbistand, psykologers tavshedspligt m.v.).

Af: Socialminister Karen Jespersen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer ændringer i retssikkerhedsloven, aktivloven, serviceloven og psykologloven.

Ændringerne i retssikkerhedsloven vedrører udpegning af medlemmer til og sammensætningen af de sociale nævn, habilitetsregler for medlemmer af de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse, klager over afgørelser om efterlevelseshjælp til personer, der ikke har ophold her i landet, et nyt rådgivende praksisudvalg i Den Sociale Ankestyrelse og et nyt råd for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked.

Ændringerne i aktivloven vedrører det nye rådgivende praksisudvalg i Den Sociale Ankestyrelse og det nye råd for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked.

Ændringerne i serviceloven vedrører præciseringer i klageadgangen og advokatbistand i forbindelse med sager om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten m.v.

Ændringerne i psykologloven vedrører psykologers tavshedspligt og vidneudelukkelse.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget blev fremsat på baggrund af de hidtidige erfaringer med de arbejdsmarkedsrettede fornyelser i bistandslovsreformen.

Lovforslaget vedtaget med 101 stemme (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, EL og KRF) mod 2 (FRI).
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Else Winther Andersen (V), Inge Refshauge (DF), Henriette Kjær (KF), Villy Søvndal (SF), Anders Samuelsen (RV), Jette Gottlieb (EL), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)