L 134 Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet.

(Tilbud om brystundersøgelse til kvinder mellem 50 og 69 år).

Af: Sundhedsminister Carsten Koch (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven pålægger amtskommunerne at give kvinder i alderen 50-69 år tilbud om brystundersøgelse ved hjælp af mammografi hvert andet år. Loven bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om, på hvilket tidspunkt forpligtelsen til at tilbyde brystundersøgelser skal træde i kraft.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at Folketinget med vedtagelsen af folketingsbeslutning nr. B 56 fra folketingsåret 1998-99 pålagde regeringen at fremsætte lovforslag, der giver alle kvinder over 50 år ret til regelmæssigt at få undersøgt deres bryster, jf. omtalen i Årbog & Registre 1998-99 side 234.

Lovforslaget vedtaget med 98 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV, EL (ved en fejlafstemning) og FRI) mod 12 (SF og KRF).
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Tove Fergo (V), Erik Larsen (V), Birthe Skaarup (DF), Henriette Kjær (KF), Anni Svanholt (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Yvonne Herløv Andersen (CD), Frank Aaen (EL) og Tove Videbæk (KrF)