B 96 Forslag til folketingsbeslutning om landplacerede vindmøller.

Af: Søren Kolstrup (EL) og Jette Gottlieb (EL)
Samling: 1999-00
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

21/3 2000 FF 5422 i stedet henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at foretage ændringer i regelsættet vedrørende landplacerede vindmøller. Ændringerne skulle bl.a. omfatte

- fastsættelse af en maksimal højde og produktionsstørrelse,

- mulighed for, at kommuner kunne ekspropriere arealer, der var udpeget til vindmølleplacering, samt ekspropriere ældre og ineffektive møller med henblik på at erstatte dem med nye møller, og
- indførelse af krav om, at halvdelen af produktionen fra privatejede møller med en produktion på mere end 100.000 kWh årligt skulle udbydes som andele til lokalbefolkningen.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at stigningen i antallet af enkeltmandsejede møller i forhold til fællesejede og stigningen i den gennemsnitlige effekt for nye møller havde medført en voksende konflikt mellem mølleejerne og lokalbefolkningen. Denne udvikling havde medført, at den tidligere folkelige opbakning til vindmøller var vendt til en modstand.

Hensigten med beslutningsforslaget var at gennemføre en række tiltag, som kunne vende denne udvikling til en mere folkelig forankret udbygning af vindkraften.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 3 (EL) stemte for, 101 (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, KRF og FRI) imod.
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Helga Moos (V), Aase D. Madsen (DF), Henriette Kjær (KF), Anni Svanholt (SF), Ebbe Kalnæs (CD) og Søren Kolstrup (EL)