B 65 Forslag til folketingsbeslutning om retsforfølgelse af personer med tilhørsforhold til visse politiske, autonome, multietniske eller lignende grupperinger og gadebander, der virker ved vold og hærværk.

Samling: 1999-00
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte lovforslag, som skulle gøre det muligt at retsforfølge personer med tilhørsforhold til visse politiske, autonome, multietniske eller lignende grupperinger og gadebander, der virkede ved eller udøvede vold, hærværk eller lign.

Det fremgik af bemærkningerne, at beslutningsforslaget tog sigte på den situation, at der med den eksisterende lovgivning ikke kan ske retsforfølgning af »foreninger«, der ikke er formelt etablerede foreninger, men snarere virker ved deres autonomitet og uformalitet. Der blev i denne forbindelse henvist til grundlovens § 78, stk. 2.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Peter Skaarup (DF), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Søren Søndergaard (EL), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)