B 3 Forslag til folketingsbeslutning om overholdelse af de fire danske EU-undtagelser.

Samling: 1999-00
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til ved kommende EU-topmøder at markere de danske undtagelser med fodnoter til de erklæringer og topmødekonklusioner, som havde indvirkning på de danske undtagelser.

Forslagsstillerne begrundede beslutningsforslaget med, at regeringen efter deres opfattelse var i gang med at underminere de danske undtagelser.

Forslagsstillerne henviste til formanden for Venstre, som de citerede for at have anbefalet fodnoter, hvis regeringen skabte tvivl om respekten for Danmarks fire undtagelser.
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Jens Rohde (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Christmas-Møller (KF), Knud Erik Hansen (SF), Elisabeth Arnold (RV), Keld Albrechtsen (EL), Jann Sjursen (KrF) og Kim Behnke (FRI)