B 146 Forslag til folketingsbeslutning om udvidet adgang til patientbehandling i udlandet.

Samling: 1999-00
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1.beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte lovforslag med henblik på udvidelse af reglerne om adgangen til sygdomsbehandling i udlandet, således at der skabtes mulighed for under visse betingelser at bevilge behandling i udlandet, selv om denne behandling fandt sted i forskningsmæssig eller eksperimentel sammenhæng.

Det fremgik af bemærkningerne, at det var forslagsstillernes opfattelse, at der inden for kræftbehandlingen var eksempler på eksperimentelle behandlingsformer med lovende resultater. På denne baggrund mente forslagsstillerne ikke, at det var rimeligt at afvise patienter til en behandling under henvisning til, at der var tale om behandlinger af enten forskningsmæssig eller eksperimentel karakter.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 50 (V, KF, DF, KRF, FRI og Frank Dahlgaard (UP)) stemte for, 60 (S, SF, CD, RV og EL) imod.
Partiernes ordførere
Hanne Andersen (S), Jørgen Winther (V), Birthe Skaarup (DF), Henriette Kjær (KF), Anni Svanholt (SF), Inger Marie Bruun-Vierø (RV), Yvonne Herløv Andersen (CD), Frank Aaen (EL), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)