L 96 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver m.v.

(Arkivlovens registerbestemmelser m.v.).

Af: Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Samling: 1998-99
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Med lovforslaget blev bestemmelser om aflevering, bevaring og tilgængelighed af arkivalier indeholdende personoplysninger, der var lagret på elektronisk medium, revideret. Endvidere blev kulturministeren bemyndiget til at fastsætte bestemmelser om, at statslige myndigheder efter en nærmere bestemt dato skulle betale for bevaring af arkivalier, der efter denne dato var dannet på papir. Endelig fik kulturministeren mulighed for at uddelegere den mere detaljerede regelfastsættelse om behandling, bevaring, kassation og aflevering af arkivalier til rigsarkivaren.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at den primære hensigt med forslaget var at tilpasse arkivloven til den kommende lov om behandling af personoplysninger. Der henvises til omtalen under L 44. Betaling for bevaring af papirarkivalier skulle dække de meromkostninger, der er forbundet med bevaring af papirarkivalier i forhold til elektroniske arkivalier. Det var forudsat, at bemyndigelsen først skulle udnyttes, når det gennem en udredning iværksat af forskningsministeren var afklaret, hvornår det ville være forsvarligt at fastsætte fristen. Endelig havde behandlingen af en konkret sag givet anledning til at fastsætte en bemyndigelse til at uddelegere kompetence til rigsarkivaren.
Partiernes ordførere
Peder Sass (S), Kim Andersen (V), Bendt Bendtsen (KF), Ole Sohn (SF), Aase D. Madsen (DF), Henrik Svane (RV), Annie Lunde Hansen (CD), Søren Søndergaard (EL), Tove Videbæk (KrF) og Kim Behnke (FP)