L 70 A Forslag til lov om ændring af lov om registreret partnerskab.

(Ændring af betingelserne for indgåelse af registreret partnerskab og stedbarnsadoption for registrerede partnere).

Af: Justitsminister Frank Jensen (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Retsudvalget (REU).

Loven sidestiller statsborgerskab i de øvrige nordiske lande med dansk statsborgerskab som betingelse for at kunne indgå registreret partnerskab her i landet. Endvidere giver loven mulighed for at indgå registreret partnerskab her i landet, selv om ingen af parterne er danske statsborgere, hvis de har boet her de sidste 2 år. Endelig giver loven mulighed for, at en registreret partner kan adoptere den anden partners barn.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med de hidtidige snævrere betingelser for at indgå registreret partnerskab var at undgå, at udenlandske par indgik registreret partnerskab her i landet, selv om registreringen ingen retsvirkninger ville have i deres hjemland. Da en række lande, herunder de nordiske, nu har eller er ved at få lovgivning om registreret partnerskab, fandt man det rigtigt at sidestille statsborgerskab i disse lande med dansk statsborgerskab.

Bestemmelsen om mulighed for stedbarnsadoption for registrerede partnere tilkom som et ændringsforslag fra Centrum-Demokraterne i Retsudvalgets betænkning over lovforslaget. Dette ændringsforslag blev tiltrådt af et flertal (S, SF, CD, RV og FP).

Lovforslaget vedtaget med 61 stemmer (S, SF, CD, RV, EL og FP) mod 48 (V, KF, DF og KRF og Thorkild B. Fransgaard (FP)).