L 24 Forslag til lov om virksomhedsansvarlige læger.

Af: Sundhedsminister Carsten Koch (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Med loven indføres der en pligt for sygehuse, klinikker m.v., som ikke hører til det offentlige sygehusvæsen - dog bortset fra de specialsygehuse m.fl., der er nævnt i sygehuslovens § 5, stk. 3 - til at udpege en læge, der er ansvarlig for hele virksomheden. Loven indebærer, at den udpegede læge skal påse, at den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves på sygehuset, klinikken m.v., udføres i overensstemmelse med de pligter, der i øvrigt er fastsat i lovgivningen for sundhedsfaglig virksomhed.

Lovforslagets formål var ifølge bemærkningerne at sikre, at der også på alle private sygehuse, klinikker m.v. findes en entydig sundhedsfaglig ledelse, og at denne ledelse påser, at den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves på sygehuset, klinikken m.v., lever op til de gældende normer.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 111 stemmer.
Partiernes ordførere
Karen J. Klint (S), Tove Fergo (V), Henriette Kjær (KF), Jørn Jespersen (SF), Birthe Skaarup (DF), Annie Lunde Hansen (CD), Søren Kolstrup (EL), Tom Behnke (FP) og Tove Videbæk (KrF)