L 239 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

(Undtagelse af forsøgsvirksomhed fra »must carry«-forpligtelsen og mulighed for oprettelse af større fælles nævn).

Af: Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Med loven undtages forsøgsvirksomhed fra »must carry«-forpligtelsen, og der indføres mulighed for at oprette større fælles nævn.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at mange fællesantenneanlæg skulle ombygges, hvis DR's og TV 2's digitale tv-forsøgsvirksomhed skulle være omfattet af den forpligtelse, der påhviler ejere af fællesantenneanlæg til at sikre, at der sker en fordeling af de lyd- og billedprogrammer, der spredes ved hjælp af radioanlæg af Danmarks Radio og TV 2. En sådan ombygning ville være forbundet med forholdsvis store omkostninger, som det ikke ville være rimeligt at pålægge anlægsejerne, så længe der var tale om forsøgsvirksomhed.

Bestemmelsen om at hæve grænsen for etablering af fælles nævn i nabokommuner fra 200.000 indbyggere til 300.000 indbyggere var en udmøntning af tillægsaftale nr. 2 af 3. marts 1999 til medieaftalen af 10. maj 1996.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, FP og KRF) mod 4 (EL).
Partiernes ordførere
Carsten Hansen (S), Jens Rohde (V), Pernille Sams (KF), Aage Frandsen (SF), Ole Donner (DF), Henrik Svane (RV), Søren Søndergaard (EL), Tove Videbæk (KrF) og Kim Behnke (FP)