Beh sammen: L 206, L 227, B 104 og B 124
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).
Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Kommunaludvalget (KOU).
Loven indebærer, at der oprettes et udviklingsråd for hele hovedstadsområdet, som i denne forbindelse omfatter Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner.
Hovedstadens Udviklingsråd skal varetage opgaver inden for følgende områder:
- Samarbejde om Øresundsregionen,
- regionplanlægning samt regionale opgaver i tilknytning hertil,
- trafikplanlægning,
- kollektiv trafik,
- erhvervsudvikling og turisme og
- kultursamarbejde.
Udviklingsrådet nedsætter et landzoneudvalg til varetagelse af den umiddelbare forvaltning af udviklingsrådets opgaver som landzonemyndighed og kan tilsvarende nedsætte andre udvalg.
I bemærkningerne var det bl.a. anført, at udviklingen i hovedstadsområdet i de seneste år var blevet vendt til det positive, og at det stillede de nuværende administrative strukturer over for en række opgaver, som bedst løses i et større fællesskab. Samtidig kunne regeringen konstatere, at der ikke kunne samles et bredt politisk flertal for mere gennemgribende strukturreformer i hovedstadsområdet, og at myndighederne i hovedstadsområdet var stærkt uenige om, hvilken strukturreform det ville være mest hensigtsmæssigt at gennemføre.
For regeringen var det afgørende, at borgerne fik gavn af de kvalitets- og ressourcegevinster, som et tættere samarbejde ville indebære, og da det ville være forkert at sætte samarbejdet i stå, fordi strukturerne ikke lod sig tilpasse, havde regeringen valgt at gå andre samarbejdsveje.
Lovforslaget fik sin endelige udformning ved 2. og 3. behandling gennem vedtagelsen af nogle ændringsforslag fra indenrigsministeren, bl.a. vedrørende samarbejde med andre offentlige myndigheder uden for hovedstadsområdet og nedsættelsen af landzoneudvalget.
Udviklingsrådets kompetence på de enkelte opgaveområder skulle fastsættes gennem ændringer i den lovgivning, der regulerede de enkelte områder. En række af disse ændringer blev udmøntet ved lovforslag nr. L 227 og ændringsforslag til lovforslag nr. L 163. Der henvises til omtalen under disse lovforslag.
Lovforslaget vedtaget med 55 stemmer (S, KF, CD og RV) mod 52 (V, SF, DF, EL, FP og KRF).