Under forhandlingerne fremsattes følgende:
Forslag til vedtagelse:
V 42. Af Tove Videbæk (KRF).
Fremsat ............. FF 4371
Bortfaldet ............. FF 4384
V 43. Af Else Marie Mortensen (S) og Elisabeth Arnold (RV).
Fremsat ............. FF 4373
Vedtaget ............... FF 4384
Fuld tekst:
V 42. Af Tove Videbæk (KRF):
»Idet Folketinget konstaterer, at indsatsen over for de prostituerede de seneste år er blevet forbedret, opfordrer Folketinget regeringen til at intensivere bekæmpelsen af prostitution ved:
- at øge den sociale indsats over for prostituerede, blandt andet gennem et forstærket samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og private hjælpeorganisationer,
- at skærpe efterforskningen og håndhævelsen af bestemmelser, der har til formål at begrænse prostitution og international handel med kvinder til prostitutionsformål ved en særlig indsats rettet mod kunder og bagmænd,
- at iværksætte forskning vedrørende prostitutionskunder, bagmænd og prostitueredes vej ud af prostitutionen med henblik på at styrke den samlede indsats til forebyggelse af prostitution og international handel med kvinder til prostitutionsformål.«
V 43. Af Else Marie Mortensen (S) og Elisabeth Arnold (RV):
»Folketinget konstaterer, at der i de senere år er iværksat en lang række foranstaltninger over for prostitution og prostituerede, bl.a. repræsenteret ved indsatsen gennem KFUK's sociale arbejde samt den landsdækkende rådgivningsindsats, videnindsamling og oplysningsindsats, der forestås af bl.a. Pro-Centret.
Folketinget finder, at det i det fortsatte arbejde er væsentligt:
- at få afdækket og beskrevet, hvorfor unge piger og unge mænd går ind i prostitution,
- at få øget beredskabet over for prostitution hos det kommunale og amtskommunale frontpersonale,
- at arbejde videre med metoder til at få de prostituerede i tale og
- yderligere at intensivere myndighedernes indsats i bekæmpelsen af de bagmænd, som fremmer prostitution ved at presse eller lokke andre ind i erhvervet, eller som udnytter de prostituerede,
- at styrke og intensivere det internationale arbejde med bekæmpelsen af den organiserede bagmandskriminalitet på området.«
Afstemning:
V 43 vedtaget med 97 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, FP og KRF) mod 4 (EL).
V 42 var dermed bortfaldet.