B 24 Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af udbredelsen af børnepornografisk materiale.

Samling: 1998-99
Status: Bortfaldet
Beh sammen: B 22, B 24 og L 83.

Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag om skærpelse af straffen for udbredelse af børnepornografisk materiale til fængsel i op til 3 år og lovforslag, der gjorde det muligt for politiet at få oplyst identiteten på udbydere af børnepornografisk materiale på Internettet.

Det fremgik af bemærkningerne, at formålet med beslutningsforslaget var at gøre bekæmpelsen af børneporno mere effektiv og dermed mindske misbruget og den seksuelle udnyttelse af børn.

Forslagsstillerne var endvidere bekymrede for, at børneporno på Internettet blot er pædofiles indledende manøvrer, der senere ender med egentlig mishandling af børnene. Derfor fandt de det vigtigt, at politiet fik mulighed for at kunne identificere udbydere og modtagere af børneporno på Internettet.

Beslutningsforslaget blev behandlet sammen med lovforslag nr. L 83 og beslutningsforslag nr. B 22.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Karen Rønde (V), Bendt Bendtsen (KF), Anne Baastrup (SF), Peter Skaarup (DF), Sonja Albrink (CD), Jann Sjursen (KrF) og Tom Behnke (FP)