B 151 Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af operationsområdet for det danske bidrag til den NATO-ledede multinationale styrke i Albanien.

Af: Poul Nielson (S)
Samling: 1998-99
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Med folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke til, at operationsområdet for den danske opklaringsenhed i den NATO-ledede multinationale styrke i Albanien (AFOR) indsat i medfør af folketingsbeslutning nr. B 116 af 13. april 1999 udvides med henblik på løsning af en humanitær opgave i forbindelse med eskorte af flygtninge fra Albanien og ind i Kosovo under vilkår, hvor muligheden for at anvende magt foreligger.

NATO's militære myndigheder planlagde i et samarbejde med UNHCR og den albanske regering at indsætte dele af den NATO-ledede multinationale styrke i Albanien (AFOR) til støtte for eskorte af flygtninge fra Albanien og ind i Kosovo. De militære myndigheder havde i den anledning anmodet Danmark om tilladelse til, at den danske opklaringsenhed i styrken kunne deltage i løsningen af denne opgave.

Beslutningsforslaget vedtaget med 109 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, FP, KRF og Frank Dahlgaard (UP); 3 (EL) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Per Kaalund (S), Anders Mølgaard Jensen (V), Hans Engell (KF), Villy Søvndal (SF), Christian H. Hansen (DF), Jørgen Estrup (RV), Arne Melchior (CD), Keld Albrechtsen (EL) og Tom Behnke (FP)