B 150 Forslag til folketingsbeslutning vedrørende valgene til Europa-Parlamentet.

Af: Udvalget til Valgs Prøvelse (UVP)
Samling: 1998-99
Status:
Med folketingsbeslutningen godkender Folketinget resultaterne af det danske valg til Europa-Parlamentet den 10. juni 1999.

Udvalget til Valgs Prøvelse gennemgik på sit møde den 22. juni 1999 Indenrigsministeriets materiale om valget til Europa-Parlamentet.
Udvalget behandlede for det første selve valghandlingens gyldighed; det vil bl.a. sige forberedelsen af valget, stemmeafgivningen, optællingen af stemmesedlerne og indholdet af valgbøgerne. For det andet behandlede udvalget Indenrigsministeriets beregninger og opgørelser. For det tredje behandlede udvalget spørgsmålet om godkendelsen af de 16 valgte kandidater.

I betænkningen fremdrog udvalget en række enkeltspørgsmål, og det var også anført, at der i visse tilfælde var forekommet fejl og mangler. Udvalget udtalte imidlertid, at ingen havde været af en sådan karakter, at de måtte antages at have kunnet influere på valgets gyldighed eller dets resultat.

Indenrigsministeriets beregninger og opgørelser gav ikke anledning til særlige bemærkninger, og der blev heller ikke rejst tvivl om de valgte kandidaters valgbarhed. Udvalget indstillede derfor til Folketinget, at det godkendte valget til Europa-Parlamentet.

I afsnit 3.C findes en detaljeret redegørelse for resultaterne af valget.

Indstillingen vedtaget enstemmigt med 133 stemmer.