B 145 Forslag til folketingsbeslutning om, at sundhedspersonale sidestilles med tjenestemænd, for så vidt angår strejkeretten.

Samling: 1998-99
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at fremsætte lovforslag, der medførte, at sundhedspersonale blev sidestillet med tjenestemænd, for så vidt angik retten til at strejke. Offentligt ansat sundhedspersonale skulle således ikke have ret til at strejke.

Forslaget blev fremsat i lyset af sygeplejerskernes konflikt, der var brudt ud den 13. maj 1999. Forslagstillerne understregede i bemærkningerne, at man ikke havde taget stilling til, om sundhedspersonalets krav var rimelige eller ej. Såfremt forslaget blev vedtaget, skulle sundhedspersonalet have nogle fordele ved at overgå til ansættelse på tjenestemandslignende vilkår.