B 112 Forslag til folketingsbeslutning om en alsidig og fair eurodebat med en uvildig ekspertudredning, et oplysningsråd samt udarbejdelse af retningslinjer for sagligt informationsmateriale fra ministerierne.

Samling: 1998-99
Status: Bortfaldet
Beh sammen: B 106 og B 112.

Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tilvejebringe en uvildig ekspertudredning, et oplysningsråd samt retningslinjer for sagligt informationsmateriale fra ministerierne vedrørende euroen.

Forslagsstillerne ønskede at sikre, at en eventuel folkeafstemning om dansk tilslutning til ØMU'ens tredje fase blev ordentligt forberedt. Derfor ønskede de, at der skulle nedsættes et bredt politisk udvalg bestående af både eksperter og politikere med forskellige holdninger til EU og til ØMU-projektet. Idet forslagsstillerne ikke havde tillid til, at ministerierne ville komme med uafhængige vurderinger, ønskede de udvalgets vurdering af konsekvenser for Danmark både af at gå med i ØMU'en og af at stå udenfor.

Forslagsstillerne støttede tillige et forslag fra JuniBevægelsen om at oprette et oplysningsråd, som skulle have ansvaret for en balanceret og alsidig information. Endelig ønskede forslagsstillerne, at der blev udarbejdet retningslinjer for regeringens eurooplysning, således at den ikke blev til ren unionspropaganda for euroen.
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Jens Rohde (V), Lene Espersen (KF), Anne Baastrup (SF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Elisabeth Arnold (RV), Susanne Clemensen (CD), Keld Albrechtsen (EL), Børge Klit Johansen (KrF) og Kim Behnke (FP)