L 97 Forslag til lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v.

(pensionsafkastbeskatningsloven).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Titel ændret 24/6 98 fra: Forslag til lov om beskatning af livsforsikringsselskaber, pensionskasser, pensionsfonde, opsparings- og pensionsordninger (pensionsafkastbeskatningsloven).

Beh sammen: L 97, L 98, L 99 og L 112.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Lovens regler træder i stedet for realrenteafgiftslovens regler.

Ud over hvad der hidtil har været gældende, indføres en fast skattesats på 5 pct. af afkast på aktier i pensionsordninger. Endvidere erstattes realrenteafgiften af en fast skattesats på 26 pct. med en udvidelse af skattegrundlaget, og endelig ændres princippet om matematisk kursopskrivning af urealiserede gevinster på bl.a. obligationer til lagerprincippet.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at realrenteafgiftsloven blev indført i en periode med høj og ustabil inflation. Derfor blev skatteprocenten gjort afhængig af realrenten, så afkastets værdi kunne stabiliseres.

Da inflationen var blevet stabil og lav, var det mere hensigtsmæssigt med en fast skattesats i en stabil og logisk sammenhæng med skatten på sammenlignelig indkomst. Skattesatsen på 26 pct. var sat så lavt for at tilskynde til en fastholdelse af pensionsopsparing. Skatten på afkast af aktieinvesteringer var foreslået til finansiering af en nedsættelse af selskabsskatten fra 34 til 26 pct.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag, herunder en nedsættelse af skat på aktieafkast fra 10 til 5 pct., idet nedsættelse af selskabsskatten blev opgivet.

Lovforslaget var en del af pinsepakken, jf. omtalen af L 92, og skulle i øvrigt ses i nærmere sammenhæng med L 98 og L 99.

Lovforslaget vedtaget med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 55 (V, KF, DF, CD, FP og KRF).
Partiernes ordførere
Claus Larsen-Jensen (S), Per Kaalund (S), Pia Larsen (V), Peter Brixtofte (V), Flemming Hansen (KF), Egil Møller (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Aage Frandsen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Kim Behnke (FP)