L 96 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og virksomhedsskatteloven.

(Befordringsfradragsjustering for lavindkomster, standardfradragsjustering for dagplejere og forhøjelse af beskatningen af fri firmabil m.v.).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Titel ændret 24/6 98 fra: Forslag til lov om ændring af ligningsloven. (Befordringsfradragsjustering for lavindkomster og forhøjelse af beskatningsprocenten for fri firmabil).

Beh sammen: L 92, L 93, L 94, L 95, L 96 og L 110.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven justerer fradraget for befordring for personer med lavere arbejdsindkomster. Der kan således fra og med 2002 ikke fratrækkes befordringsudgifter i grundlaget for bundskatten. Som kompensation gives et forhøjet fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads for de berørte grupper.

Herudover forhøjer loven beskatningen af fri firmabil ved at lade procentsatsen stige fra 23 pct. i 1998 til 24 pct. i 1999 og 25 pct. fra og med 2000.

Lovforslaget var en del af regeringens såkaldte pinsepakke. Der henvises til omtalen under L 92.

Lovforslaget blev ændret efter forslag fra skatteministeren, således at der bl.a. blev indført et forhøjet standardfradrag for dagplejere som en kompensation for nedsættelsen af skatteværdien af det særlige ligningsmæssige fradrag for denne gruppe. Herudover blev såvel mindstegrænsen som maksimumgrænsen for bilens værdi ved beskatning af firmabil forhøjet.

Lovforslaget vedtaget med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 55 (V, KF, DF, CD, FP og KRF).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Jens Peter Vernersen (S), Peter Brixtofte (V), Flemming Hansen (KF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Aage Frandsen (SF), Jes Lunde (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kirsten Jacobsen (FP) og Kim Behnke (FP)