L 41 Forslag til lov om en garantifond for indskydere og investorer.

Af: Økonomiminister Marianne Jelved (RV)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven etablerer en samlet garantiordning for indskydere og investorer i kreditinstitutter, herunder pengeinstitutter, realkreditinstitutter og Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk. Ordningen indebærer oprettelsen af en samlet fond med tre afdelinger, én for hver af de deltagende sektorer, og der gennemføres regler for, hvornår og i hvor høj grad de enkelte afdelinger skal træde til med långivning i forhold til de øvrige afdelinger.

Loven gennemfører endvidere dele af EF-direktiverne om indskudsgarantiordninger og investorgarantiordninger og ophæver i øvrigt den hidtil gældende lov om en indskydergarantifond.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at hensigten med forslaget var at få en samlet regulering af garantiordninger for indskydere og investorer og at tilvejebringe et grundlag for, at også kontante midler og værdipapirer kunne dækkes i tilfælde af økonomiske vanskeligheder for investeringsselskaber m.v.

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, FP og KRF) mod 3 (EL).
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Pia Larsen (V), Pernille Sams (KF), Egil Møller (DF), Aage Frandsen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Søren Kolstrup (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Kirsten Jacobsen (FP)