L 15 Forslag til lov om patienters retsstilling.

Af: Sundhedsminister Carsten Koch (S)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Sundhedsudvalget (SUU).

Loven fastlægger en samlet lovgivning vedrørende de grundlæggende principper for den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje.

Loven indeholder regler om informeret samtykke, retsstillingen for patienter mellem 15 og 18 år, patienter, som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, livstestamenter, tavshedspligt, videregivelse af helbredsoplysninger samt aktindsigt.

Lovforslaget var en uændret genfremsættelse af L 128, folketingsåret 1997-98, 1. samling.

Det hed i bemærkningerne, at det i overensstemmelse med udviklingen både nationalt og internationalt var fundet vigtigt, at patienters retsstilling blev styrket gennem fastsættelse af lovbestemmelser, der regulerede forholdet til sundhedsvæsenet, samt at dette skulle ske i en samlet lovgivning med udgangspunkt i patienten og dennes retsstilling.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 111 stemmer.
Partiernes ordførere
Lone Møller (S), Gyda Kongsted (V), Henriette Kjær (KF), Birthe Skaarup (DF), Jørn Jespersen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Yvonne Herløv Andersen (CD), Frank Aaen (EL), Kim Behnke (FP) og Tove Videbæk (KrF)