B 24 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af den kommunale styrelseslov.

Af: Kristen Touborg (SF) , Aage Frandsen (SF) , Jes Lunde (SF) , Villy Søvndal (SF) , Anni Svanholt (SF) og Pernille Frahm (SF)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen til at fremsætte lovforslag, der muliggør, at en borgmester kan fratages sin funktion, hvis et kvalificeret flertal i kommunalbestyrelsen på 2/3 af kommunalbestyrelsens medlemmer mener, at den pågældende har vist sig uegnet til at varetage funktionen som den øverste administrative chef.

Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at mens udvalgsformænd (bortset fra formanden for Økonomiudvalget) kan afsættes af et flertal i kommunalbestyrelsen, er det stort set umuligt for en kommunalbestyrelse at afsætte en borgmester, som til forskel fra en udvalgsformand ud over en politisk rolle også har en administrativ rolle. Efter SF's opfattelse strider dette mod al demokratisk virksomhed og er direkte i strid med folkestyrets ånd.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 25 (SF, DF, EL og FP) stemte for, 85 (S, V, KF, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Else Winther Andersen (V), Knud Erik Kirkegaard (KF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Kristen Touborg (SF), Dorit Myltoft (RV), Ebbe Kalnæs (CD), Frank Aaen (EL), Thorkild B. Fransgaard (FP) og Tove Videbæk (KrF)