B 1 Betænkning og indstilling fra Udvalget til Prøvelse af Valgene.

Af: Udvalget til Prøvelse af Valgene (UPV)
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status:
Ved Folketingets vedtagelse af indstillingen fra Udvalget til Prøvelse af Valgene godkendes de valg, der er afholdt i Danmark og på Færøerne. Desuden godkendes valget af de 175 kandidater i den danske valgkredsfortegnelse og de 2 kandidater i den færøske valgkredsfortegnelse.

På grundlag af Rigsombudsmandens foreløbige opgørelse af valget i Grønland godkendes endvidere de 2 kandidater, der er opført i den grønlandske valgkredsfortegnelse.

Udvalgets betænkning indeholdt en gennemgang af valget i Danmark, i Grønland og på Færøerne på grundlag af det fra Indenrigsministeriet fremsendte materiale.

Vedrørende valget i Danmark indeholdt udvalgsbetænkningen en gennemgang af Indenrigsministeriets redegørelse vedrørende stemmesedlerne, valgbøgerne, fejl eller mangler ved valgbøgernes førelse, de valgbøgerne tilførte bemærkninger, ugyldige stemmer og brevstemmer, der ikke er taget i betragtning.

Videre indeholdt betænkningen en gennemgang af de 14 klager eller henvendelser, som udvalget havde modtaget vedrørende valghandlingen i Danmark, og en gennemgang af den ene modtagne klage vedrørende valghandlingen på Færøerne. Klagerne og henvendelserne gav ikke udvalget anledning til at foretage videre.

Indenrigsministeriets beregninger og opgørelser gav ikke udvalget anledning til bemærkninger.

Der var efter det for udvalget oplyste ikke forhold, der kunne begrunde, at de valgte 175 kandidater i Danmark og de 2 valgte kandidater på Færøerne ikke skulle være valgbare til Folketinget, jf. grundlovens § 30.

Fra Rigsombudsmanden i Grønland var fremsendt en foreløbig opgørelse over folketingsvalget, hvoraf det fremgik, hvilke kandidater der måtte anses for valgt. Der var ikke over for udvalget rejst tvivl om de 2 kandidaters valgbarhed, og udvalget benyttede derfor bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 1, stk. 6, hvorefter der vedrørende medlemmer valgt i Grønland kan gøres indstilling til Tinget om godkendelse af den foreløbige opgørelse.

Indstillingen vedtaget enstemmigt med 175 stemmer.
Partiernes ordførere
Erik Larsen (V)