L 86 Forslag til lov om trafikstøtte til de mindre øer.

Af: Indenrigsminister Thorkild Simonsen ()
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder bestemmelser om drifts- og investeringsstøtte til færgebetjeningen af de mindre øer og indebærer en uændret fortsættelse af det hidtidige tilskud til færgedrift samt en ændring af de hidtidige bestemmelser om tilskud til færgeinvesteringer.

Loven medfører bl.a. følgende ændringer:

- Det hidtidige anlægstilskud omlægges til ydelsestilskud som følge af den indførte låneadgang,

- staten, amtskommunen og kommunen bidrager i fremtiden med hver en tredjedel af ydelsen på lån til færgeinvesteringer,

- det statslige tilskud omfatter ikke længere kun om- og nybygning af færger, men også færgelejer,

- der indføres et særligt tilskud til små kommuner med store færgeudgifter,

- administrationen af investeringsstøtte og driftsstøtte til øfærger samles i Indenrigsministeriet.

Lovforslaget var en opfølgning af forslag til motiveret dagsorden nr. D 65 fra folketingsåret 1996-97, der blev vedtaget af Folketinget den 18. marts 1997, jf. omtalen heraf i Årbog & Registre 1996-97 side 334-335.

D 65 pålagde regeringen at fremlægge en samlet langsigtet økonomiløsning for ombygning og nybygning af færger til færgebetjeningen af de mindre øer inden den 1. maj 1997.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 112 stemmer.
Partiernes ordførere
Holger Graversen (S), Mariann Fischer Boel (V), Tommy Dinesen (SF), Dorit Myltoft (RV), Aage Brusgaard (FP), Bent Hindrup Andersen (EL), Addi Andersen (CD) og Poul Nødgaard (DF)