Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.
Loven indebærer en udvidelse af de typer af læplantninger, hvortil der kan ydes tilskud, således at plantninger omkring bygninger, tekniske anlæg og lign., der indgår i en jordbrugsmæssig produktion, også er tilskudsberettigede.
Loven åbner endvidere mulighed for
- at fastsætte nærmere regler for anlæg og renholdelse af læhegn, hvortil der ydes tilskud,
- at yde højere tilskud til de omkostninger, som er forbundet med etablering af pesticidfri plantninger på økologisk dyrkede arealer eller på arealer, der er beliggende i særlig følsomme landbrugsområder, samt
- at yde tilskud til de afsnit af de kollektive læplantninger, som ud over at skabe læ tillige etableres for at skabe gunstige vilkår for vilde dyr og planter.
Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for lovforslaget var en stigende erkendelse af, at landmandens rolle som landskabs- og miljøforvalter var et anliggende, der berørte samfundet som helhed, og at dette også gjaldt, for så vidt angik det visuelle indtryk af landskabet.
Der var herudover konstateret et behov for at justere ordningen med tilskud til læhegn, således at mulighederne for at yde tilskud til etablering af pesticidfri plantninger blev forbedret. Efterhånden som økologisk og miljøvenlig jordbrugsproduktion blev mere udbredt, ville flere læplantninger være beliggende på økologiske arealer og arealer i særlig følsomme landbrugsområder (SFL-områder), hvor brug af pesticider ikke var ønskelig.
Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag fra fødevareministeren.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 107 stemmer.