L 28 Forslag til lov om boligopsparing.

Af: Boligminister Ole Løvig Simonsen (S)
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven åbner mulighed for, at der i 1998 kan oprettes en boligopsparingskonto. Der kan højst indbetales 12.000 kr., som skal bindes i 3 år, og som højst kan indestå i 10 år, og renter, som tilskrives kontoen, er skattefrie. Hæves beløb på kontoen, skal det, for at opretholde skattefriheden, anvendes til anskaffelse eller forbedring af en helårsbolig. Baggrund:

Forslaget var en udmøntning af en del af aftalen mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti om justeringer i den økonomiske politik og tilsigtede at begrænse det private forbrug gennem en øget opsparing.

Lovforslaget vedtaget med 86 stemmer (S, V, KF, RV, FP, CD og DF) mod 14 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Jytte Wittrock (S), Jens Hald (V), John Vinther (KF), Aage Frandsen (SF), Dorit Myltoft (RV), Annette Just (FP), Frank Aaen (EL), Sonja Albrink (CD) og Kristian Thulesen Dahl (DF)