L 135 Forslag til lov om ændring af forskellige punktafgiftslove.

(Afgift af flasker, dunke og karburatorsprit, forhøjelse af visse punktafgifter, ændring af snitbredden for tobak samt ophævelse af afgiftsfritagelse for slagger).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Loven gennemfører med en række ændringer de forslag, som var indeholdt i de tidligere fremsatte, men tilbagetagne lovforslag nr. L 97 og L 98:

- Reglerne om snitbredden på tobak ændres på baggrund af Rådets direktiv 95/59/EF.

- Afgifterne på chokolade- og sukkervarer, konsum-is, mineralvand, kaffe og te forhøjes.

- Kredittiden mod sikkerhedsstillelse for chokolade- og sukkervarer og konsum-is ændres.

- Den hidtidige afgiftsfritagelse for restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse ophæves, og der indføres en deponeringsafgift på 210 kr. pr. ton for disse restprodukter.

- Det præciseres, at der også skal betales afgift af karburatorvæske m.v., jf. Rådets direktiv 92/81 som senest ændret ved 94/74.

- Emballageafgifterne forhøjes og justeres, og afgiftsfritagelsen for beholdere under 10 cl ophæves.

- Afgiftsområdet for emballageafgiften udvides til at omfatte alle flasker og dunke, der ikke allerede er omfattet af afgiften.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget udmøntede en reserve på finanslovforslaget for 1998 på 800 mio. kr., og at det var resultatet af en aftale mellem regeringen, SF og CD.

Ved tredjebehandlingen blev der vedtaget en række ændringsforslag til lovforslaget.

Lovforslaget vedtaget med 56 stemmer (S, SF, RV, CD og Jacob Haugaard (UP)) mod 55 (V, KF, FP, EL og DF).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Peter Brixtofte (V), Brian Mikkelsen (KF), Jes Lunde (SF), Elisabeth Arnold (RV), Kim Behnke (FP), Frank Aaen (EL) og Sonja Albrink (CD)