B 90 Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne.

Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af lov om planlægning, så landzonekompetencen blev flyttet fra amterne til kommunerne, og det derfor blev kommunerne, der skulle give tilladelse til udstykning og ny bebyggelse m.v. i landzone.

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at der som hovedregel ikke måtte foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændringer i anvendelsen af bebyggelse og arealer i landzone, uden at landzonemyndigheden havde tilladt det.

Forslagsstillerne ønskede amternes landzonemyndighed overført til kommunerne, idet landzonesager burde afgøres af personer med lokalkendskab og så tæt på borgerne som muligt, og samtidig ville man undgå megen dobbeltadministration, idet en zonesag efter de gældende regler først skulle behandles i kommunen og efterfølgende i amtet.
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Bodil Thrane (V), Niels Langkilde (KF), Anni Svanholt (SF), Aage Brusgaard (FP) og Addi Andersen (CD)