Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om at kræve fuld israelsk overholdelse af artikel 2 i Middelhavsassocieringsaftalen mellem Israel og EU. Især burde Israel

- stoppe brugen af administrative og politiske fængslinger,

- stoppe brugen af tortur,

- standse bosættelserne i de besatte områder,

- ophæve alle apartheid-lignende regler og

- standse huskondemneringen af palæstinensiske boliger.

Af bemærkningerne til forslaget fremgik det, at Folketinget ved ratificeringen af Euro-Middelhavsaftalen mellem EU og Israel i bemærkningerne til aftalen var blevet informeret om, at respekten for menneskerettigheder og de demokratiske principper udgjorde et væsentligt element i partnerskabet.

Imidlertid havde Israel i årtier ført en diskriminerende politik over for palæstinenserne i de besatte områder, og den israelske regerings modstand mod at give indrømmelser blev besvaret med militære aktioner mod civile israelere. Derfor krævede forslagsstillerne som minimum, at associeringsaftalen ikke blev gennemført, før der var taget en række politiske skridt, som afgørende forbedrede situationen for palæstinenserne.

Det fremgik af bemærkningerne, at den eneste vej frem var israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder, at palæstinensernes ret til en stat i de besatte områder blev anerkendt, samt at Israel standsede den økonomiske sabotage af den palæstinensiske økonomi og samarbejdede med selvstyret i de palæstinensiske områder om at løse de sociale og økonomiske problemer dér.