B 63 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne for aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter.

Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen om i folketingsåret 1997-98 at fremsætte de nødvendige forslag til at sikre, at reglerne for aflønning af deltidsansatte eller frivillige brandmænd, strandfogder, redningsmænd og digevagter blev ændret, således at disse personer fremover får vederlag i stedet for løn og dermed bliver ligestillet med en del andre, der modtager vederlag for borgerligt ombud. Ændringen skulle dog ikke medføre forringelser for de nævnte persongrupper i forhold til f.eks. arbejdsmiljølovgivningen.

Beslutningsforslaget var en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 88 fra folketingsåret 1996-97, jf. omtalen i Årbog & Registre 1996-97 side 263-264.

Indenrigsministeriet nedsatte i anledning af fremsættelsen af B 88 en arbejdsgruppe, der skulle afdække visse forhold vedrørende de pågældende personer. Arbejdsgruppen skulle efter kommissoriet afslutte sit arbejde inden den 1. april 1997, og det skete med en rapport i marts 1997.

Af tidsmæssige grunde nåede arbejdsgruppen dog ikke at afdække alle de emner, der var omhandlet i kommissoriet, for samtlige persongrupper, og forslagsstillerne valgte derfor at genfremsætte beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Poul Erik Dyrlund (S), Flemming Oppfeldt (V), Brian Mikkelsen (KF), Aage Frandsen (SF), Dorit Myltoft (RV), Tom Behnke (FP), Jette Gottlieb (EL) og Ole Donner (DF)