Beh sammen: B 12, B 13, B 14, B 15 og B 35.
Efter 1. beh henvist til Europaudvalget (EUU).
Ved folketingsbeslutningen meddeler Folketinget sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne tiltræder den i Luxembourg den 28. oktober 1996 undertegnede rammeaftale om handel og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side.
Ifølge bemærkningerne til forslaget var det respekten for de demokratiske principper og menneskerettighederne, som lå til grund for rammeaftalen.
Aftalen havde til formål at danne ramme for en udbygning af de økonomiske forbindelser mellem EU og Republikken Korea, hvilket bl.a. skulle ske gennem en intensivering af samhandelen, forøgelse af de gensidige investeringer samt fremme af samarbejdet inden for industri, videnskab, teknologi, miljø, energi, information, kommunikation og kultur.
Endvidere var parterne enige om at fremme samarbejdet på landbrugs- og fiskeriområdet og forpligte sig til at søge at opfylde målet om en uhindret adgang til markedet og trafikken inden for den internationale søtransport baseret på fair konkurrence.
I forbindelse med undertegnelsen af rammeaftalen i 1996 blev der udsendt en særskilt fælleserklæring om intensivering af den politiske dialog mellem EU og Republikken Korea. Fælleserklæringen udsprang af et ønske fra Republikken Korea om også på dette område at styrke forbindelserne til EU. Fælleserklæringen tog bl.a. sigte på demokrati og menneskerettigheder, internationale sikkerhedsspørgsmål samt fremme af fredelige løsninger på internationale og regionale konflikter.
Det fremgik i øvrigt af bemærkningerne til forslaget, at der den 10. april 1997 tillige blev undertegnet en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Korea om samarbejde og gensidig bistand i toldspørgsmål.
Beslutningsforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, V, KF, SF, RV, FP, CD og DF) mod 4 (EL).