B 30 Forslag til folketingsbeslutning om udvikling af demokratiet i kommuner og amter.

Af: Frank Aaen (EL) og Bruno Jerup (EL)
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Beslutningsforslaget indeholdt en opfordring til regeringen til at fremsætte lovforslag, der kunne styrke demokratiet i kommuner og amter. Lovforslagene skulle indeholde følgende elementer:

- Lov om offentlighed i forvaltningen skal anvendes i alle selskaber, som kommuner er involveret i, uanset selskabsform.

- Der indføres en demokratisk formålsparagraf i den kommunale styrelseslov.

- Mulighed for nyvalg i valgperioden.

- Sikring af uafhængige tilsynsråd.

- Bedre sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed.

- Bedre arbejdsbetingelser for kommunalbestyrelsesmedlemmer.

- Større åbenhed omkring kommunalbestyrelsens arbejde.

- Bedre forhold for lokallisterne.

Forslagsstillerne anførte i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at indflydelsen og magten i de senere år er flyttet fra det folkevalgte og mere kontrollerbare niveau til private økonomiske interesser og markedet, og at mange beslutninger samtidig i decentraliseringens navn er lagt ud til ledelserne i både kommunale og amtslige institutioner. Forslagsstillerne ønskede at vende udviklingen, så der blev overladt mere indflydelse til brugere, ansatte og folkevalgte.
Partiernes ordførere
Frederik Nørgaard (S), Bodil Thrane (V), John Vinther (KF), Aage Frandsen (SF), Kim Behnke (FP) og Frank Aaen (EL)