B 113 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af konstitueringsreglerne i den kommunale styrelseslov.

Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om at ændre den kommunale styrelseslov, så det gøres umuligt at forrykke fordelingen af borgmesterposter ved grupperinger, der har til hensigt at ændre den borgmesterrepræsentation, som bør følge af det repræsentative demokrati.«

Det fremgik af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at det var fremsat på foranledning af, at overborgmester Jens Kramer Mikkelsen ved det konstituerende møde i Københavns Borgerrepræsentation den 11. december 1997 valgte at anmelde sig som 1-mandsgruppe, uagtet at han forud for konstitueringen havde været en del af en gruppe på 34 medlemmer. Ved at anmelde 2 grupper på henholdsvis 33 medlemmer og 1 medlem opnåede de to grupper at få 4 poster som udvalgsformand/borgmester i stedet for 3.

I et svar på en klage over denne metode meddelte indenrigsministeren, at metoden ikke var ulovlig, og forslagsstillerne fandt det derfor nødvendigt at fremsætte beslutningsforslaget, bl.a. for at sikre det repræsentative demokrati i kommunerne.