L 176 A Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Taxi i busbaner).

Af: Trafikminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ophæver ministerens bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om hyrevognes adgang til at benytte de særlige baner, der er anlagt for busser, således at det fremover bliver de lokale myndigheder, der kan fastsætte sådanne bestemmelser.

Lovforslaget var fremsat på baggrund af et forsøg i Københavns Kommune, der på en begrænset strækning gav hyrevogne adgang til at køre i de særlige busbaner. Resultatet af forsøget gav ifølge lovforslagets bemærkninger ikke tilstrækkelig begrundelse for indførelse af en bestemmelse, der generelt gav hyrevogne tilladelse til at bruge alle busbaner, og derfor blev det overladt til de lokale vej- og politimyndigheder at træffe beslutning herom.

Lovforslaget vedtaget med 97 stemmer (S, V, KF, RV, FP, CD, DF og Jacob Haugaard (UP)) mod 13 (SF og EL).