L 153 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Skattefritagelse af beløb, som afholdes af det offentlige eller Oliebranchens Miljøpulje til oprensning af forurenede ejendomme).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører en bestemmelse om, at grundejere generelt ikke skal beskattes på oprensningstidspunktet af beløb, der afholdes af det offentlige og/eller af Oliebranchens Miljøpulje til oprensning m.v. af forurenede ejendomme.

Det fremgik af bemærkningerne, at lovforslaget havde til formål at skabe et mere klart, enkelt og administrerbart regelsæt vedrørende de skattemæssige konsekvenser for grundejere, når der blev gennemført en offentligt finansieret oprensning af en forurenet ejendom.

En tilsvarende bestemmelse blev foreslået indført for oprensninger af forurenede ejendomme, der blev finansieret af Oliebranchens Miljøpulje, idet sådanne oprensninger på mange områder kunne sidestilles med offentligt finansierede oprensninger efter affaldsdepotloven.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 120 stemmer.
Partiernes ordførere
Erik Mortensen (S), Jens Løgstrup Kjær (V), Gitte Seeberg (KF), Jes Lunde (SF), Kim Behnke (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Sonja Albrink (CD)